Ud for Østgrønlands kyst jager havets ulve: spækhuggerne. Og gennem de sidste fem år er de steget i antal. Nu er de selv blevet byttedyr, da fangere jagter den store hval, der vejer mange gange mere end en isbjørn og som derfor er et godt bytte med masser af føde for mennesker og slædehunde.

Tidlige undersøgelser har imidlertid vist, at spækhuggere fra Stillehavet har de suverænt højeste mængder POP’er (persistente organic pollutants) af alle undersøgte arter. Og nye, foreløbige resultater fra Grønlands Østkyst viser også at spækhugger, der spiser andre havpattedyr har koncentrationer af POP’er ti gange højere end i isbjørne. Disse miljøfremmede stoffer er under mistanke for at forårsage en hel række sygdomme bl.a. kræft og det ser også ud til at stofferne påvirker reproduktionen og immunforsvaret.

Et dansk forskerhold har netop været i Tasiilaq i Nordøstgrønland for at undersøge, hvordan spækhuggerne er blevet så giftige, og om giften gives videre til lokalbefolkningen og deres slædehunde.

Ophobning af giftstoffer

Spækhuggerne lever bl.a. af havpattedyr som f.eks. sæler og hvaler. De er øverste led i fødekæden og miljøfremmede stoffer akkumuleres for hvert trin, der er i fødekæden.

Hver gang en spækhugger spiser en sæl, optager den alle de giftstoffer, der findes i sælen. En spækhugger bliver op til 90 år gammel og kan fortære rigtig mange sæler og dermed en stor dosis gift gennem. Et langt liv.

Men når mennesker så nu får spækhugger på tallerkenen og slædehunde sætter tænderne i spækhuggerkød i stedet for sæl eller fisk, bliver de det sidste led i fødekæden og indtager så de ophobede giftstoffer sammen med føden.

Fangere, læger og biologer arm i arm

Det store tværfagligt forskningsprojekt har ophæng på Arktisk Forskningscenter under Aarhus Universitet og projektet kobler både miljø-, biologi- og humanforskning.

”Under opholdet i Tasiilaq har vi haft kontakt med 36 personer, der alle har spist forskellige mængder af spækhuggere.  Vi har spurgt ind til livstil og kostindtag og taget prøver fra blod, urin og udåndingsluft som bl.a. bliver undersøgt for miljøfremmede stoffer, fedtsyrer, hormoner og vitaminer. Målet er at bestemme, hvordan POP’erne påvirker immunforsvaret og hormonbalancen i mennesker,” forklarer professor og centerleder for Center for Arktisk Sundhed Eva Bonefeld-Jørgensen, Aarhus Universitet, der står i spidsen for den lægevidenskabelige indsats. 

Slædehundene måtte også lægge krop til prøvetagninger og som en helt unik ting fik forskerne i Tasiilaq mulighed for at udtage lymfocytter både fra lokalbefolkningen og fra slædehundene.

Lymfocytterne er centrale celler i vores immunforsvar og sammenholdt med den viden forskerne har om de lokales kostvaner og hundenes foder, forventer de at kunne bidrage til forståelsen af hvor meget gift der skal til før immunforsvaret påvirkes.

Biologer fra Aarhus Universitet har samtidigt i samarbejde islandske og norske kollegaer indsamlet vævsprøver fra mange forskellige spækhuggere.

”Vi har nu mere end hundrede prøver og lokale fangere fra Tasiilaq indsamler fremover flere prøver, hver gang de lander spækhugger på østkysten af Grønland. Med disse prøver kan vi sammen med prøver fra maveindholdet fra spækhugger, slædehundene og de lokale indbyggere kortlægge, hvordan de miljøfremmede stoffer vandrer i fødekæderne,” fortæller professor Rune Dietz, Aarhus Universitet der står i spidsen for det store projekt.

Studier af POP’er i spækhuggere er indtil nu kun udført på et begrænset antal spækhuggere i Nordatlanten nemlig otte sildespisende spækhuggere ved Lofoten og syv spækhuggere fra de britiske kyster.

Spækhugger som menneskeføde?

I samarbejde med Grønlands Naturinstitut i Nuuk og det Islandske Marine Research Institute i Reykjavik er forskerne nu gået i gang med at placere satellitsendere på spækhuggere. Målet er at følge hvalernes vandring og dermed finde ud af, hvor de søger deres føde på forskellige tider af året.

”Spækhuggernes vandring skal sammenholdes med dyrenes indhold af giftstoffer, så vi kan se om grupper der jager i et bestemte områder er mere udsat for giftstoffer end andre grupper. Vi ved nemlig, at grupper, der er genetisk ens, specialiserer sig i at spise enten små fisk, hajer eller havpattedyr, siger Rune  Dietz.

Målet er at inddrage spækhuggere i Arctic Monitoring and Assessment Programme (AMAP) samt at informere sundhedsmyndighederne i Grønland for derigennem at kunne vurdere om spækhugger overhovedet er egnet som menneskeføde og udrede de biologiske effekter, de forventede høje mængder af POP har.

Projektet er støttet af Dancea (Miljøstyrelsen), og forskere fra University of California, University of Connecticut og Norwegian University of Science and Technology er også samarbejdspartnere i projektet.

Læs også: Kan miljøgifte i spækhuggere gøre grønlændere syge?

Yderligere oplysninger:

Professor Rune Dietz, Aarhus Universitet, Arctic Reserach Centre. Mail: rdi@bios.au.dk. Tlf.: 21254035.

Professor Eva Bonefeld-Jørgensen, Aarhus Universitet, Centre for Arctic Health & Unit of Cellular and Molecular Toxicology. Mail: ebj@ph.au.dk. Telf.: 871 68012