Kvinderne renser rensdyrenes tarme. Det er deres job. Antropolog Jeanette Lykkegård sidder på den sibiriske tundra i 17 graders frost og slider med at få tarmene klar. Fingrerene bliver mere og mere stive og hun tænker kun på, hvor godt det bliver at få hænderne skyllet i det varme blod fra slagtningen. En almindelig dagligdag for Jeanette. Hun har valgt at engagere sig, med alt hvad det indebærer, i tjuktjernes liv for at blive en del af deres fælleskab og forstå deres verden.

”Du fløj hjem igen”. Kys og varme knus, møder Jeanette, da hun atter står ud af helikopteren i Achaivayam, hvor de fleste fra landsbyen er samlet på helikopter landingspladsen.

”Tredje gang jeg kom tilbage til Achaivayam råbte en af kvinderne til min tjuktjer-mor: ”Se din datter er endelig kommet”. Da vidste jeg, at jeg var fuldt ud accepteret og at det ikke kun er mig, der føler at Achaivayam er mit andet hjem.” fortæller Jeanette, der arbejder på en ph.d.- afhandling om tjuktjerne.

Jeg er mine forfædre

Hvem er jeg? Hvad har skabt min personlighed? For tjuktjerne er det lige til. Denne indlandsgruppe, der lever af at vogte rener i det nordøstlige Sibirien lever et liv, hvor nutid og fortid er tæt forbundet, og hvor der findes en veldefineret selvforståelse: Jeg ER mine forfædre.

Forbindelsen til forfædrene er meget håndgribelig. Hver tjuktjer har deres egen Gihr-gihr, en træfigur, der symboliserer deres person og samtidig er en fysisk manifestation af forfædrene. Det grove træmenneske bærer en mængde amuletter, der er et udtryk for deres børn og for hvert dødsfald blandt venner og familie bindes en ny knude på de tykke lædersnører, der er gjort fast i træfiguren. På den måde knytter Gihr-gihren personen sammen med de levende og døde slægtninge og venner, der er en del af livet.

”Tjuktjerne har en cirkulær opfattelse af livet. Når man dør rejser sjælen til forfædrenes verden og derfra vender den tilbage i et nyt menneske via en genfødsel.  Drømme eller ritualer fortæller, hvem der bliver genfødt i det nyfødte barn og barnet får samme navn som forfaderen eller forfædrene. Det er vigtigt at barnet bliver navngivet rigtigt ud fra de sjæle, de har modtaget - ellers kan det blive alvorligt sygt” fortæller Jeanette.

En enkelt person kan være reinkarnationen af op til fem forfædre på én gang og op til fem nulevende personer kan være reinkarnationen af den samme forfader. Det er altså forfædrene der lever i dig og er med til at forme dig.

Du er, hvad du gør

I Danmark har vi en personlighed, der får os til at handle på bestemte måder, hos Tjuktjerne opfattes individet modsat. Her er du det, du gør. Handlingen kommer først og former personen for selvom du er dine forfædre, kan din handling ændre hvem og hvad du er. For tjuktjerne er det derfor meget vigtigt at være sine handlinger bevidst og handle entydigt og stærkt, så man ikke forsvinder og ender med at leve ”ushe nemnoska umer” - ”allerede en lille smule død”- Ligegyldighed og mangel på engagement og initiativ er det samme som at være en lille smule død hos tjuktjerne.

”Hvis de ældre oplever at en ung person bliver svag ved hverken at leve som tjuktjer eller russer, og på den måde er ”en lille smule død”, bliver vedkommende sendt ud på tundraen for at lære at leve. På tundraen vokser de sig mere levende og får nogle af de færdigheder, der gør dem i stand til at leve som tjuktjer. De vender tilbage som stærkere personer” fortæller Jeanette.

Indlands tjuktjerne har levet på tundraen i tusindvis af år og for bare 100 år siden boede stort set alle i telte og fulgte renernes vandring. Men under Sovjet blev tjuktjerne resocialiseret ind i en russisk verden, hvor deres egen religiøse overbevisning blev forbudt. De blev flyttet ind i små landsbyer med skoler, centralvarme, vestlige produkter og hospitaler. Men som de eneste af de små oprindelige folkeslag lod tjuktjerne sig ikke omvende til kristendommen.

Det opleves stærkt i landsbyen, som da Marina ville kalde sin søn for Nikita, et populært russisk navn. Den unge kvinde ville ikke høre på moderens fortælling om genfødsel og at Marinas afdøde far og mormor skulle lægge navn til hendes søn, for i skolen har hun lært at reinkarnation er overtro. Da hun bliver alvorligt syg ændrer hun mening. Hendes far helbreder hende i en drøm, så han kan komme tilbage til hende via hendes søn og barnet får navnet Kataurgin efter hendes far.

Tjuktjerne er nu landsbyboere og deltidsnomader men fortæller at de stadig føler at ”uden rensdyr er de intet”. Mange ældre tjuktjere accepterer at tiden for tjuktjerne måske er ved at rinde ud. Derfor holder de ikke de unge tilbage, der vælger at leve mere russisk. Men så opfordres de til at tage springet fuldt ud og tage en uddannelse og bosætte sig udenfor tjuktje-samfundet hvor den levevis er en reel mulighed. De ældste mener, det er vigtigt at vælge at leve som det ene eller det andet og vide hvem man er, så man ikke ender med at leve ”ushe nemnoska umer.”

Hilsen fra en død

De tykkeste træstammer, de har kunnet finde, er samlet til et meter-højt bål på den hellige bakke ”Sjamanka” lige uden for landsbyen. På bålet ligger Vasja. Han har fået sin begravelsesdragt på. Syet af skin fra rener sin egen private rensdyrflok. To mænd passer bålet. Det ryger og flammerne begynder at tage fat i rensdyrtøjet.

Begravelsesselskabet sidder med ryggen til og lytter til sangen fra en enkelt kvinde, der synger for at hjælpe Vasja på rejsen. Det er kun landsbyens ældste kvinder, der må kigge i bålet. Men Jeanette kan ikke lade være. Med jævne mellemrum vender hun sig om i smug. Og hun ser det samme som de ældste: lige inden flammerne rigtig får tag i Vasja, bøjer han langsomt venstre arm, som til en sidste hilsen.

Vajsas lillesøster fandt ham død. Det var alkoholen, der tog hans liv, var alle enige om. Og netop alkoholen er en af de største kilder til konflikt mellem den russiske livsstil og tjukternes verdensbillede.

Dødsfaldet blev dråben, der fik bærgeret til at flyde over i Achaivayam, og vreden mod alkohollen og dem der sælger den blussede op i landsbyen i dagene mellem Vasjas død og hans afsked. Men Vajsas sidste hilsen fra bålet ændrede noget. Vasja gav et tegn. Og de ældre kvinder ved, hvad det betyder. Vasja fortalte, at han selv var skyld i sin egen død. Det lagde låg på vreden og satte i stedet gang i diskussioner om de unges manglende viden om hvordan man lever og agerer i en verden fuld af ånder.

De ældre kvinder forsøger at få Jeanette til at forstå: Alt i verden er levende og har sin egen vilje, selv alkoholen. At leve i overensstemmelse med sine egne ønsker, indebærer en nødvendig beskyttelse mod og afgrænsning fra alle de andre væseners viljer. De ældre kvinder forklarer at mange af de unge ikke ved, hvordan dette skal gøres. De er svage og kan let lade sig overtage af alkohollens stærke vilje.

Kvinderne fortæller at Vasjas sidste hilsen viser, at han bebrejder sig selv at han ikke var i stand til at handle i overensstemmelse med sine reinkarnerede forfædre. Han forstod ikke at leve målrettet og følge ”forfædrene i ham” og den tilstand førte til sidst til hans død.