”Storfanger” lander 60 millioner kroner til et nyt arktisk grundforskningscenter
Professor Søren Rysgaard har fået midler til et nyt grundforskningscenter ved Aarhus Universitet, der skal klarlægge, hvordan kystvandene ved Arktis ændrer sig som følge af klimaforandringerne. Bevillingen er en stor faglig anerkendelse og måske kronen på værket i en opsigtsvækkende karriere inden for den arktiske forskning.
Efter en temmelig turbulent tur lægger helikopteren an til landing på Disko-øens lille heliport. Vejret er klart, og ud ad vinduet ser vi en 2,03 meter lang mandsperson komme løbende over den tilfrosne sø op til heliporten. Lige indtil det tidspunkt, hvor alle 2,03 meter forsvinder ned gennem isen.
Piskeriset larmer infamt og drejer en halv omgang, så vi mister udsigten til hullet i søen. En mægtig støvsky omhyller os, før piloten sætter hjulene på jorden.
Da vi endelig får åbnet døren, står den 2.03 meter drivende våde mand med et kæmpestort smil ved siden af heliporten. En totalt gennemblødt Søren Rysgaard byder velkommen til Disko.
På klipperne langs vejen til Arktisk station sidder lokale og griner hjerteligt, som kun grønlændere kan grine, mens Søren Rysgaard trækker et vådt spor efter sig. De har set hele forestillingen fra første parket.
”Piniartorsuaq”, råber de skraldgrinende.
Det betyder noget i retning af ’den store fanger’ eller ’den store jæger’.
Draget mod naturen og Arktis
Under opvæksten i Snedsted i Thy knyttede Søren sig tæt til kammeraten Thomas Rasmussen. Og de var ikke gamle, før de to drog afsted på lange vandreture med rygsækken på ryggen eller udflugter i kano på de mange små åer.
Og de drømte begge om at komme nordpå. Så langt nord på som muligt. Efter HF stak Søren til Island, men pengene rakte kun til en envejsbillet. Her passede Søren køer, får og heste til den dag, han faldt af en hest og brækkede armen.
Hjemme fra Island fik Søren arbejde på flygtningecentret i Agger, hvor det strømmede ind med flygtninge fra Iran og Irak. Det blev et liv blandt PTSD og korte lunter, hvor der i køkkenet ofte blev konfiskeret knive og slagredskaber. Men Søren vandt alles hjerter. Om det var generalens søn eller en ydmyg frihedskæmper, dæmpede han med sin højde og ligefremhed gemytterne.
Det blev også til et kibbutzophold i Israel, og havde Sørens mor ikke presset på for, at han skulle få en uddannelse, rejste han sikkert rundt på må og få den dag i dag.
Søren begyndte at læse biologi på Københavns Universitet. Studiepladsen rykkede senere til Aarhus Universitet, hvor Søren først afleverede en imponerende og ganske omfattende specialerapport, for senere i 1995 at aflevere hele 18 videnskabelige artikler til sin ph.d.-afhandling. Et værk, der havde omfang som en doktorafhandling. Men som Søren siger: ”En doktorafhandling er noget, man kan lave, når man bliver pensionist”.
Mens Søren støvede rundt på universitetet, kom Thomas til Slædepatruljen Sirius med hovedbase i Daneborg i Nordøstgrønland. Og her lå en enestående arktisk natur, som Thomas gerne ville vise sin gamle ven.
En måned alene i en lille fangstmandshytte i Nordøstgrønland
Med en bevilling på 80.000 kr. fra Carlsbergfondet lykkedes det Søren at komme til Daneborg i 1994. Med sig havde han taget den meget erfarne laborant, Preben Sørensen, fra det institut, der dengang hed ’Institut for Genetik og Økologi’ eller mere mundret ’muddergangen’.
Søren og Preben arbejdede ud fra en meget primitiv fangstation, Sandodden, uden vand og toilet, som danske fangstmænd havde brugt til jagt i området primært i 1930’erne og 40’erne. Hyttens såkaldte bislag blev indrettet som et ’laboratorium’, og snedriverne uden for hytten blev forvandlet til ’inkubatorer’ med forskellige lys- og temperaturforhold.
Efter en måneds hårdt arbejde havde de prøver og data, der kunne afæske de første hemmeligheder om stofomsætningen i en arktisk havbund, hvor temperaturen er minus 1,8 grader året rundt.
Det blev til to internationale publikationer. Og derfra rullede snebolden inden for arktisk forskning – for til sidst nærmest at blive en lavine. Young Sund i Nordøstgrønland kom på verdenskortet.
Den gamle vejrstation
EU-midler kom til, og Søren samlede fra 1996 og årene frem mange danske og udenlandske forskere til feltarbejde i Young Sund.
Indkvarteringen foregik i den gamle vejrstation, ’Kystens Perle’. Stationen blev rømmet helt tilbage i sommeren 1975. Kaffekopperne stod stadig på bordene, og en ram stank af tørrede fisk – brugt til hundefoder – hang i luften, da forskerne i 1996 rykkede ind i den temmelig forfaldne vejrstation.
Overnatning var i køjesenge med fire køjer i hvert rum, og madlavning foregik med Trangia (stormkøkken med spritbrænder) den første tid. Toilet og bad var noget, man drømte om. Og af en eller anden grund røg alle mand pibe. For der var KUN mænd. Og luften var tyk i de små rum.
Alt blev transporteret langt ud på isen ombord på små pulke. Det var stort udstyr, dykkerflasker, telte, ja, you name it. Trækdyrene foran pulkene var forskerne, og der var langt tilbage til vejrstationen, når man glemte noget.
Der blev gået til stålet døgnet rundt, da der var lige så lyst om natten som om dagen. Ronnie Glud, der i dag er professor på Syddansk Universitet og som er vant til at arbejde solen sort, sagde en sen nattetime: ”Man har altid smagen af blod i munden, når man arbejder sammen med Søren”.
Gennem de næste år skete der mirakler: Et gaskomfur kom til – og sågar en gasvarmer, så man ind i mellem kunne tage korte bade. Vand kom fra en nærliggende sø, der ikke var bundfrossen. Vægge blev revet ned og gav mulighed for at lave et lille køkken-alrum og et primitivt laboratorium.
Pionerånden blomstrede, gav supergode vibrationer og værdifulde samarbejdsflader på kryds og tværs af institutioner og lande.
Flere og flere hørte om aktiviteterne i Nordøstgrønland, og flere og flere ville gerne besøge det afsidesliggende sted.
Blandt dem formanden og næstformanden i Aage V. Jensen Fond, Leif Skov og Niels Skov, der bl.a. har fokus på initiativer i Grønland.
Søren vrissede af disse VIP-besøg.
”Vi har ikke tid til at vise sådanne turister rundt”, proklamerede han og sejlede ud på fjorden for at tage prøver under fondens besøg.
Men ’turisterne’ faldt i dette tilfælde pladask for den cowboy, der fik tingene til at ske og som prioriterede hårdt arbejde frem for at indynde sig for indflydelsesrige politikere og fonde.
Og midlerne begyndte derefter at strømme til den marine forskning ved Daneborg, hvor Aage V. Jensens Fonde finansierede både båd og en ny, beboelig feltstation.
Professorat i Nuuk, Manitoba og Aarhus
I 2005 donerede Aage V. Jensens Fond midler til et professorat ved Grønlands Naturinstitut, som fonden tidligere havde finansieret bygningen af.
Søren Rysgaard fik naturligvis professoratet, og gennem de efterfølgende syv år etablerede han Grønlands Klimaforskningscenter med en større forskningsgruppe.
Men Canada hørte også om den arktiske hvirvelvind, og University of Manitoba tilbød Søren den meget prestigefyldte position som ’Canada Excellence Research Chair’.
”Når jeg oplever et mysterium, vil jeg gerne løse det”, var Sørens rammende bemærkning, da han blev præsenteret for hele Canada.
Med stillingen fulgte også mange forskningsmidler og samarbejdet med en stor canadisk forskningsgruppe.
Ved siden af alle aktiviteterne i Canada og Grønland oprettede Aarhus Universitet i 2012 ’Arctic Research Center’ (ARC), hvor Søren blev centerleder, og i forlængelse af det fik Søren initieret et forskningssamarbejde på tværs af de tre lande med ’Arctic Science Partnership’, der siden er udvidet til at omfatte adskillige lande og forskningsinstitutioner.
Gennem årene har han mødt et utal af indflydelsesrige personer og har bl.a. personligt fortalt den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen og den daværende amerikanske udenrigsminister John Karry om effekten af klimaforandringer.
Mange hviskede Søren i øret, at han nok burde anskaffe sig et jakkesæt, han kunne bære til de mange offentlige arrangementer. Det nægtede han ganske enkelt at bruge penge på, indtil hans leder på Naturinstituttet i Nuuk foreslog, at han købte det under betegnelsen ’felttøj’.
Jysk ydmyghed
Næppe mange vil kalde Søren Rysgaard for en stor diplomat, men han har kunnet åbne døre og skabe alliancer blandt forskningsinstitutioner, erhverv, militær og mange andre, som de færreste havde set komme.
Han er revnende ligeglad med titler og positioner. Men han ved, hvem han kan regne med, og hvem der leverer.
Og så har han jysk ydmyghed. Og han vil garanteret hade denne omtale….
Han har vejledt et utal af master- og ph.d.-studerende, der alle har haft glæde af en visionær og flittig vejleder, som i bogstaveligste forstand går forrest på alle fronter. Det er Søren, der ordner bådmotorer, står i køkkenet, slår de rigtige knob på bådene og går i laboratoriet, hvis det er nødvendigt. Og nok så vigtigt formår han at se de mennesker, han arbejder sammen med, og sørge for en social pleje.
Fik jeg fortalt, at det gennem årene også er blevet til seks børn – med den samme kone? Som han stadig er gift med. I sandhed en yderligere bedrift. Ikke mindst af konen.
Søren Rysgaard har som få formået at sætte det lange lys på og set mål derude i det fjerne, som måske ikke har været tydelig for andre.
Nu har storfangeren så også lige landet et grundforskningscenter i skarp konkurrence med landets øvrige skarpe forskerhjerner. Der bliver – også – blæs på de næste 6-10 år.
Læs nyheden om det nye grundforskningscenter ’Center for Ice-free Arctic Research’ (CIFAR) her.
Peter Bondo Christensen, der er seniorforsker ved Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet, er tidligere speciale- og ph.d.-vejleder for Søren Rysgaard og har deltaget i flere af forsknings-feltturene i Grønland.