Tyve studerende fra syv lande lærer om klimaforandringerne fra land til kyst i Nuuk
Gennem hele juni måned summer det ekstra meget af liv på Grønlands Naturinstitut i Nuuk. Syv velrenommerede forskere indenfor arktisk økologi øser af deres viden gennem et nyt kursus, der tilbydes universitetsstuderende fra hele verden.
Der bliver livlig trafik til Kobbefjord Research Station i bunden af Kobbefjord, når tyve studerende i juni måned bl.a. skal studere, hvordan den grønnere tundra vil påvirke livet og miljøet i grønlandske vandløb og fjorde.
De studerende skal arbejde både i felten og i laboratorierne for at få et helhedsindtryk af klimapåvirkningen af de arktiske økosystemer.
Samarbejde mellem Grønlands Naturinstitut og Aarhus Universitet
Det nye kursus, der nu udbydes i Nuuk, er kommet op at stå gennem et samarbejde mellem Grønlands Naturinstitut i Nuuk og Aarhus Universitet.
”Vi ønsker med kurset at give de studerende en samlet forståelse af, hvordan klimaforandringerne påvirker både økosystemer på land og i vandløb og hvordan disse ændringer kan påvirke de arktiske marine økosystemer og dermed på sigt de arktiske samfund – altså en holistisk tilgang til problemstillingen”, fortæller Dorte Søgaard, der er forsker og uddannelseskoordinator på både Grønlands Naturinstitut og ved Aarhus Universitet og medarrangør og underviser på kurset.
Kurset udbydes af Aarhus Universitet men gennemføres ved Grønlands Naturinstitut. De to institutioner har gennem mange år lavet fælles forsknings- og uddannelsesprojekter.
Øget viden om arktiske økosystemer
I takt med at det bliver varmere, bliver der også grønnere på land. ’Greening’, kalder forskerne det, og det påvirker også forholdene i vandløb, søer og fjorde.
”Ved at give de studerende en grundig indførsel i processer på land, i vandløb og i fjordene, er det målet, at de studerende efterfølgende forstår, hvordan de forskellige økosystemer påvirker hinanden og hvordan klimaforandringerne dermed kan påvirke hele det arktiske landskab”, siger Dorte Søgaard.
På den måned kurset varer, kommer de studerende gennem mange forskellige discipliner. På land i Kobbefjord skal de bl.a. studere varmetolerancen hos forskellige insekter og edderkopper. I vandløbene skal de måle, hvor vigtig oplandet er for vandkemi og planteproduktion, og i fjorden skal de undersøge, hvordan det ferske vand, der kommer fra land og vandløb, påvirker livet og miljøet i fjorden.
Ved at sammenligne alle målinger og undersøgelser, får de studerende indblik i, hvordan ændringer på land spiller ind på alle andre dele af den arktiske økosystemer og dermed i sidste ende får indflydelse på mennesker, der lever i Arktis.
Siden 2008 har programmet ’Greenland Ecosystem Monitoring’ indsamlet data på tværs af økosystemer i Kobbefjord. Det betyder, at data fra de studerendes feltarbejde, kan sættes i en større sammenhæng, og dermed give de studerende indblik i, hvordan de arktiske økosystemer har udviklet sig over tid.
Viden bider sig fast in Nuuk
En af underviserne på kurset er amerikanske Henry Churchill Henson, der er ph.d. studerende ved Aarhus Universitet.
”Henry var tidligere ’Fulbright-studerende’ på et lignende kursus i Nuuk og det er dejligt, at se, hvordan ringen sluttes og de tidligere studerende nu er i stand til at give deres viden videre og dermed blive ”ambassadører” med viden og forståelse for netop den fantastiske og unikke natur og samfund i Grønland”, siger Thomas Juul-Pedersen, der er seniorforsker og uddannelseskoordinator ved Grønlands Naturinstitut.
I år er det netop 10 år siden, at Grønlands Naturinstitut sammen med Aarhus Universitet for første gang udbød det arktiske semester kaldet ’Arctic Science Study Programme (ASSP)’ i Nuuk. Omkring 280 studerende har dermed været igennem de naturvidenskabelige kandidatkurser om de Grønlandske og arktiske økosystemer.
”Det har været en kæmpe succes og vi glæder os over at se, hvordan den opnåede viden i højere og højere grad bliver forankret i Nuuk og hele Grønland”, siger Thomas Juul-Pedersen, der samtidig er rigtig glad for, at kandidatkurserne om nogle år også kan tilbydes til de uddannede studerende på den nye bacheloruddannelse i biologi (SILA bacheloren) på Grønland Universitet i Nuuk.
Yderligere oplysninger:
Forsker og uddannelseskoordinator Dorte H. Søgaard, Grønlands Naturinstitut og Aarhus Universitet; mail: doso@natur.gl; tlf.: +45 61 16 42 26
Seniorforsker og uddannelseskoordinator Thomas Juul-Pedersen, Grønlands Naturinstitut; mail: thpe@natur.gl; tlf.: +299 361249